Gensyn og afsked

I weekenden var jeg tilbage på Ubberup Højskole til badmintonweekend med elevforeningen. Ikke for at spille badminton, men mere for hyggens skyld og for at hænge ud med nye og gamle Ubbe-venner. Transporten fra Præstø til Kalundborg ville have været en dagsrejse med offentlig transport, men Betina og Gustav gav et lift fra Køge, så det var overkommeligt. Og en mægtig hyggelig køretur tværs over Sjælland ad små veje.

Lørdag morgen ringede min mor og sagde at min far var blevet indlagt på hospitalet med lungebetændelse i løbet af natten og at hun var blevet kaldt ind tidligt om morgenen for det så ret alvorligt ud med ham. Søndag tog jeg tidligt fra Ubberup og blev hentet på Høje Tastrup, og så kørte vi direkte på Glostrup sygehus. Vi talte med lægen, som fortalte at der ikke var mere de kunne gøre for ham, for blodprøverne viste at alle organer svigtede. Vi var enige om at de ikke skulle fortsætte behandlingen og forlænge hans lidelser unødvendigt, så lægen tog ilten fra og min mor og mig fik sagt farvel til ham. Efter en time kørte vi hjem til min mor og lidt over kl 18 ringede de fra hospitalet og fortalte at han var død. Vi har ikke villet se ham i kapellet for han var allerede væk da vi sagde farvel søndag eftermiddag, og vi vil hellere huske ham som han var før han blev syg, end som en tom skal.
Vi er selvfølgelig kede af at have mistet en vi elskede højt, men er også lettede over at han har fået fred. Især de sidste 2-3 år har han ikke haft meget livskvalitet og har været ind og ud af hospitalet utallige gange med diverse infektioner, så vi er faktisk også lettede over at han endelig har fået fred. I eftermiddag kommer bedemanden og vi håber at kunne nå at tale med præsten imorgen formiddag inden jeg tager tilbage til Bosei, men ellers må jeg jo tale med hende i telefonen.

Farvel far. Hvil i fred.

Skriv en kommentar