Nyt kapitel

Så er 2. periode af mit højskoleophold igang, og dermed også et nyt skema. Nogen fag er røget ud og andre er kommet ind. Den store ændring bliver at der skal sættes turbo på den fysiske træning med ‘Health & fitness’. På svømning er vi et meget lille hold, og det betyder bare mere lærertid, så der virkelig kan blive arbejdet med teknikken. Og som nævnt før har jeg virkelig lært meget på den korte tid, på trods af den ufrivillige pause jeg havde pga skulderskade. Jeg kan også mærke en stor forbedring på konditionen især med løb, og så har jeg endelig fået min cykel med herned. Dels kan det blive til nogen gode ture i skoven og dels giver det mulighed for nogen længere udflugter for at udforske lokalområdet. 

Det er nu 2 uger siden mon fars bisætttelse og selvom det har været en stor sorg at miste ham var det også en stor lettelse at han nu endelig har fået fred. De sidste år han havde på plejehjem var den rene elendighed, og det har slidt meget på både min mor og mig. I påsken var vi på udflugt nærmest for første gang siden min far blev syg, så nu skal vi ud og opleve andet end plejehjemmet når jeg kommer på besøg. Og hun skal selvfølgelig også på besøg her når der er åbent hus/forældredag om små 3 uger. Og vi skal selvfølgelig også på nogen udflugter i sommerferien. Indtil videre er der ingen planer, men det er jo også blevet meget nemmere at gøre noget spontant nu. Jeg er jo heller ikke afhængig af at skulle holde ferie i nogen bestemte uger, for jeg er jo fri som fuglen indtil studiestart i september.

Afsked og ny begyndelse

Min far fik den smukkest tænkelige afsked på en af de første rigtige forårsdage med blå himmel og solskin. Kisten var prydet af hans FN-baret og medaljerne, og der var fanevagt fra ‘de Blå Baretter’. Der var mødt mange familiemedlemmer, venner og gamle såvel som nye naboer op for at sende ham afsted på den allersidste rejse, og præsten holdt en meget smuk tale som virkelig ramte plet med hvad min far har betydet for min mor og mig og om hvordan han levede. Og det er også det minde jeg vil bære videre med mig i livet. Om den kærlige og aktive far og mand der altid var der for os.

Selvom det føles som om jeg har taget afsked hver gang jeg har set ham de sidste mange år hvor han langsomt visnede bort var det en utrolig hård dag, men også en stor lettelse. Og til gravøllet blev der da også grint langt mere end grædt. Og sådan tror jeg egentlig også han ville have ønsket det. Min mor og mig har allerede talt om at vi nu skal ud på en masse udflugter og opleve noget andet end at sidde på et plejehjem. Selvom vi sørger skal vores liv jo også fortsætte, og især mit liv har været sat på pause i de år han har været syg, så det bliver en ny begyndelse for os begge. Og vi har jo heldigvis stadig hinanden.

Efter påske starter en ny skemaperiode på Bosei og der er nogen fag der slutter, mens der kommer andre til, bla. planlægning af Japanrejse, kost&sundhed, kunst og vand&wellness. Og så skal der fyres op under den fysiske træning med ‘health&fitness’ 3 gg/uge. Jeg fortsætter med svømning, outdoor, budo culture, samurai, japansk historie og japanske tegn.

Jeg tager hjem i påsken og skal selvfølgelig være sammen med min mor nogen af dagene, men regner også med at skulle være sammen med gode venner nogen af de andre dage. Og så skal jeg have min mountainbike med herned, så jeg kan komme ud på sporene i skoven, men også på nogen lidt længere udflugter i lokalområdet. Jeg har bla. spottet et par forladte huse der skal urbexes….

Sorg og lettelse

Selvom vi selvfølgelig er knust over at have mistet min far var det en god dag jeg havde med min mor i mandags. Vi skulle reelt ikke andet end at tale med bedemanden, så det meste af dagen slappede vi bare af og fik snakket om løst og fast. Jeg tog tilbage til Bosei igen tirsdag, også for at komme tilbage til min ‘normale’ hverdag, og alle på højskolen har også været fantastisk søde og været der for mig når jeg har trængt til at tale eller bare til at få et kram. Min mor talte med præsten fredag, og jeg talte med hende igår. Og selvom det var en af de værste og mærkeligste telefonsamtaler i mit liv hjalp det alligevel at sætte nogen ord på hvad min far har betydet for mig, og hvilke værdier han har givet mig med i livet. De sidste år har vi ikke haft så meget kontakt til ham, så jeg ved ikke hvor meget han egentlig har opfattet af hvad jeg har fortalt om mine højskoleophold, men jeg er sikker på at han ville have fulgt interesseret med hvis han havde været mere frisk. Midt i sorgen er der også en stor lettelse over at han har fået fred, for det var ikke et værdigt liv han havde til sidst.

Bisættelsen bliver på onsdag fra Taastrup Nykirke, og det bliver den præst der er kommet på hans plejehjem der skal stå for gudstjenesten. Han ville helt sikkert også have sat pris på at der bliver fanevagt fra ‘de blå baretter’, for hans tid som FN-soldat gav ham nogen store oplevelser, både som ung, men især også som pensionist, hvor ham og min mor havde mange gode stunder som kustoder på museet i Frøslevlejren. Og jeg er glad for at jeg også nåede at besøge dem dernede, og få lov til at dele noget der betød en masse både for ham, men også for min mor. Det bliver en følelsesmæssig hård dag på onsdag, men vi skal også tage den bedst mulige afsked med ham, og han ville helt sikkert også ønske at vi fortsætter med vores liv og husker de gode stunder.

Gensyn og afsked

I weekenden var jeg tilbage på Ubberup Højskole til badmintonweekend med elevforeningen. Ikke for at spille badminton, men mere for hyggens skyld og for at hænge ud med nye og gamle Ubbe-venner. Transporten fra Præstø til Kalundborg ville have været en dagsrejse med offentlig transport, men Betina og Gustav gav et lift fra Køge, så det var overkommeligt. Og en mægtig hyggelig køretur tværs over Sjælland ad små veje.

Lørdag morgen ringede min mor og sagde at min far var blevet indlagt på hospitalet med lungebetændelse i løbet af natten og at hun var blevet kaldt ind tidligt om morgenen for det så ret alvorligt ud med ham. Søndag tog jeg tidligt fra Ubberup og blev hentet på Høje Tastrup, og så kørte vi direkte på Glostrup sygehus. Vi talte med lægen, som fortalte at der ikke var mere de kunne gøre for ham, for blodprøverne viste at alle organer svigtede. Vi var enige om at de ikke skulle fortsætte behandlingen og forlænge hans lidelser unødvendigt, så lægen tog ilten fra og min mor og mig fik sagt farvel til ham. Efter en time kørte vi hjem til min mor og lidt over kl 18 ringede de fra hospitalet og fortalte at han var død. Vi har ikke villet se ham i kapellet for han var allerede væk da vi sagde farvel søndag eftermiddag, og vi vil hellere huske ham som han var før han blev syg, end som en tom skal.
Vi er selvfølgelig kede af at have mistet en vi elskede højt, men er også lettede over at han har fået fred. Især de sidste 2-3 år har han ikke haft meget livskvalitet og har været ind og ud af hospitalet utallige gange med diverse infektioner, så vi er faktisk også lettede over at han endelig har fået fred. I eftermiddag kommer bedemanden og vi håber at kunne nå at tale med præsten imorgen formiddag inden jeg tager tilbage til Bosei, men ellers må jeg jo tale med hende i telefonen.

Farvel far. Hvil i fred.

Bosei-status

Idag har vi haft elevsamtaler, som en kort status på hvordan det går og så har jeg da gjort mig lidt tanker om status på nogen af de mål jeg har stillet op. Min skulderskade har sat mig lidt tilbage, men jeg kan alligevel mærke en stor forbedring i min svømning. Jeg kommer rent faktisk fremad i vandet når jeg crawler og både min brystsvømning og især rygcrawl er der også sket en masse med. Der er livreddereksamen i næste uge, men jeg går ikke op for jeg kan ikke dykningsdelen, men de 2 måneders livredning har været en god genopfriskning af førstehjælp. Og det at så mange af os på svømmeholdet har haft livredning betød helt sikkert også at vi reagerede korrekt ved den ulykke der var på skolen i tirsdags. Heldigvis har hen det meget bedre nu og ser ud til at komme sig uden men. Jeg taber mig også igen, men har ikke været på vægten pga ombygning af sportshallen, men jeg kan mærke at nogen af de stramtsiddende trøjer er begyndt at sidde løsere.

Efter påske starter en ny skemaperiode og jeg håber der kommer nogen flere outdoor-aktiviteter nu hvor det bliver varmere og lysere. Vi skal også igang med at plnlægge vores rejse, så vi kan få det maximale udbytte af turen. At komme til Japan er en gammel drøm jeg har haft siden jeg så ‘Shogun’ første gang. 

Imorgen går turen til badmintonweekend på Ubberup, og jeg glæder mig både til at gense mit andet hjem, men allermest til det sociale samvær. Jeg skal ikke være med til badminton, men der er masser af andre aktiviteter og så skal jeg ellers bare hygge mig og hænge ud med Ubberup-familien. Og så skal jeg vel også finde nogen nye Bezzerwizzer-ofre, og selvfølgelig have revanche over Gustav fra sidst.

Så er det forår!

Selvom det har været gråvejr idag er det sgu alligevel forår, og ikke kun fordi kalenderen siger 1. Marts. Fx blev jeg vækket af fuglesang kl. 7 imorges. Det har været skønt at kunnet træne igen efter en måneds ufrivillig pause, men jeg har også måttet erkende at mine knæ simpelthen ikke kan holde til taekwondoen, så jeg har desværre måttet stoppe, istedet for selvtræner jeg de 3 dage med løb, kondicykel eller lange gåture. Jeg er også skiftet fra ‘martial arts fitness’ til outdoor, også pga knæene.

Til gengæld går det rigtig godt med svømningen, til trods for pausen. Jeg kan virkelig mærke en stor forbedring i min teknik, så der er jeg på sporet. Jeg er også kommet godt igang med at løbe i skoven et par gange om ugen, og så får jeg selvfølgelig også gået en masse lange ture, enten i skoven, eller ind til Præstø. I outdoor er vi gået igang med at lave vores egen kniv, og det er et projekt jeg tror bliver rigtig sjovt.

Det var en hyggelig weekend på Bosei. Thor havde arrangeret mordmysterium lørdag eften, og som del af det var der julepyntet og selvfølgelig også julemad, og søndag fik jeg både vinterbadet og arbejdet en masse på min kniv. Næste weekend går turen tilbadmintonweekend på Ubberup. Ikke at jeg skal spille badminton, men jeg glæder mig til et gensyn med Ubberup, og til at hænge ud med nuværende og gamle elever. Og så skal der vel også deles nogen Bezzerwizzer-øretæver ud….

Og så havde vi en dramatisk og ubehagelig oplevelse til svømning idag. En af eleverne var ved at drukne, men heldigvis er vores svømmelærer Jakup en knalddygtig livredder, så han var straks på pletten og gav førstehjælp. Og heldigvis er der mange på svømmeholdet der også tager livredning,  så der var 100 % styr på at få tilkaldt hjælp, hente hjertestarter og ilt. heldigvis kom han hurtigt til bevidsthed. Vi fik også ros af ambulance og politi for den måde vi håndterede situationen.