Ready again!

Short blog in english.

Had my last treatment at the chiropractor today. And I have a green light to starting up with sports again. I’ve really missed it!

Had a long talk with my old friend Gustav who has just started in college, studyong nutrition and health the sameplace where I plan to start in september, and what he told me just confirms that it’s the right choice for me. I’m really looking forward to starting studying again.

Reklamer

Klar igen!

Så har jeg fået min sidste kiropraktorbehandling for skulderen, og der er givet grønt lys for at jeg kan træne igen. Det har også drevet mig til vanvid at jeg ikke har kunnet lave noget, og at jeg havde en omgang forkølelse i sidste uge gjorde det da heller ikke bedre. Nu vender jeg så forhåbentlig tilbage til en mere ‘normal’ dagligdag. Det er da også dødkedeligt kun at kunne være med i de ikke-fysiske timer, jeg virkelig til at komme igang igen. Men jeg skal selvfølgelig ikke starte alt for hårdt ud, så det er bare om at huske hvad mester Ko sagde i de første uger: 70%! Og så er der også nyt om den udeblevne værelseskammerat, for han har brækket begge arme i et trafikuheld, så ham ser vi ikke noget til foreløbig.

Det der har holdt mig oven vande i de uger med ufrivillig træningspause har været bøger, og jeg har faktisk været gået lidt i stå med læsning i nogen år og har ikke rigtig kunnet tage mig sammen, men nu har jeg fået hul på bylden og har fået læst en ordentlig bunke bøger, og ikke bare stenet Netflix. Det er måske også et tegn på at min depression har det bedre.

De japanske udvekslingsstuderende ankom på Bosei i torsdags, men da jeg har været hjemme i weekenden har jeg ikke set så meget til dem. Vi blev dog formanet om at vi ikke måtte drikke dem under bordet.. Det har de unge mennesker forhåbentligt overholdt her i weekenden. Det er jeg ikke så sikker på at jeg selv vill have gjort for 20-25 år siden….Jeg har også tilmeldt mig Japanrejsen. Jeg havde egentlig på forhånd haft kig på Okinawaturen, men kulturrejsen matcher mine interesser bedre. Og så er der selvfølgelig også det at vi skal ud og køre med Shinkansen..

Nu hvor jeg har været hjemme i København har jeg selvfølgelig besøgt mine forældre. Min mor er jo heldigvis stadig frisk og rørig, selvom det kniber med hørelsen. Min far var lidt vågen, men han kan jo ikke sige noget, men han sanser helt sikkert at vi er der og rækker også nogen gange ud efter os og tager os i hånden, men ellers er det uforandret med ham. Han har da også været afsted på hospitalet et par gange med diverse infektioner og så har sonden også været stoppet, så alt er som det plejer for ham.

Jeg talte i telefon med Gustav i lidt over en halv time igår, og han er kommet godt igang i Sorø. Og det han berettede fra studiet har også kun bekræftet mig yderligere i at det er det helt rigtige valg for mig. Både med selve uddannelsen, men også at jeg skal til Sorø. Jeg glæder mig virkelig til at komme igang med at læse igen. Det er helt sikkert en kliché, men jeg føler at livet er genstartet igen, efter at have været sat på autopilot i mange år. Jeg glæder mig til at høre mere når vi ses til badmintonweekend på Ubberup om et par uger. Jeg skal jo ikke spille badminton, men glæder mig til at gense ‘mit andet hjem’ og til at mødes med nuværende og gamle elever og de lærere der har vagt i den weekend. Det plejer altid at være hyggeligt at komme tilbage, og det er også lidt underligt at tænke på at det kun er et år siden jeg selv var midt i det, og alle de ting der er sket i mit liv siden. Og selvom jeg var midt i en af de største forandringer i mit liv ville jeg ikke have kunne forestille mig hvor langt væk fra udgangspunktet den forandring ville tage mig.

Taking an unvoluntary break (in english)

I’ve been forced to take a break with training, because I strained my shoulder. Luckily it’ nothing serious, and I was afraid it might be something wrong with the joint. I’ve had a couple of treatments at the chiropractor, and he also made an ultrasound to make sure it was nothing serious.

What really bugs me is that we got our doboks for taekwondo, and I’ve really been looking forward to getting the proper attire. Somehow it feels better to have the dobok and not justa random assembly of t-shirt and sweatpants. But I have to be patient and give the shoulder some rest, and not just suck up the pain.

But there’s also good news. My cusin Pia lives only 20 km away, and she came to visit yesterday and we had a good long talk. She has had a similar experience withstarting over again at about the same age as I am now. We were never close as children, but we have built a strong relationship in the last couple of years, and it’s good to have a family member who can relate to the changes in my life, because she has had a somewhat similar experience.

Ufrivillig træningspause

Øv! Jeg er tvunget til en ufrivillig pause. Sidste onsdag mærkede jeg en skarp smerte i skulderen til livredning, mens jeg svømmede og måtte ‘humpe’ ind til kanten. Heldigvis blev der ikke brug for professionel livredningsassistance. Men jeg kunne godt mærke at der var noget galt, og var også bekymret for hvor alvorligt det ville være. Jeg skyndte mig at få en tid hos min kiropraktor, og efter lidt forhandling fik jeg også overbevist sundhedsforsikringen om at var det rigtige. Heldigvis havde kiropraktoren tid torsdag så jeg kunne få kigget på det. Så jeg måtte ud på den lange rejse med bus til Køge, S-tog til Ny Ellebjerg og bus igen. Kiropraktoren undersøgte skuldren og ultralydsscannede for at sikre sig at det ikke var en skade i leddet. Heldigvis viste scanningen at der ikke var noget alvorligt galt og at det bare var overbelastning. Han vred lidt i skulderen og tog fat i hovedet og fik fjernet de spændinger der sad i nakken. Med tilhørende væmmelige lyde, som alle der har fået behandling i nakke/ryg hos kiropraktor nok kan nikke genkendende til…..  Foreløbig har jeg fået besked på at holde skulderen i ro i 2-3 uger, men smerterne er heldigvis blevet mindre så jeg må bare være tålmodig. Jeg fik en behandling i mandags, og skal have een gang til på mandag, så jeg tager hjem igen næste weekend, selvom jeg egentlig havde regnet med at vente 3 uger, når jeg lige har været hjemme. På vej retur til Bosei lavede jeg lige et pitstop i Køge og fik en kop kaffe med min gamle ven og kollega Gustav og fik en snak om Ubberup, og selvfølgelig også om hans studiestart på Ankerhus. Det bliver rart nok at der er et kendt ansigt når jeg selv starter til september. Og han kommer også på besøg her på Bosei på et tidspunkt.

Ugens højdepunkt indtil nu har været at få besøg af min kusine Pia, der bor 20 km fra skolen i Vordingborg. Vi har egentlig aldrig haft så tæt et forhold, dels er der en aldersforskel på 6 år og dels har vi levet ret forskellige liv. Men de sidste par år har vi fået et tættere forhold og hun har også prøvet at tage en ny uddannelse som ‘voksen’ så vi har en masse lignende erfaringer og har gjort os mange af de samme overvejelser om livet og om at skifte spor uafhængigt af hinanden. Vi gik en lille tur i skoven inden det blev mørkt og havde en rigtig god samtale om alt mellem himmel og jord, og vi aftalte også at enten skal hun på besøg igen, eller også skal jeg en tur til Votdingborg og besøge hende mens jeg er på Bosei.

De af os der har bestilt ‘dobok’ til taekwondo har fået den idag,så derfor ærgrer det mig ekstra at jeg ikke kan træne med. det lyder måske lidt tosset, men det betyder rigtig meget at have den rigtige dragt eller ‘uniform’. Det gør altså bare noget ved en at man rent faktisk ser ud som en taekwondoudøver, og ikke bare står som en ‘turist’i noget tilfældigt joggingtøj. Det er så bare et ekstra incitament til at få skulderen iorden, og det svære er at have tålmodighed og ikke bare bide smerten i sig. Jeg skal bare huske at minde mig selv om at jeg har 24 uger her på Bosei, og at jeg nok skal nå det.